Udstrakte arme i Japans udkant

Neden for det hellige Daisen-bjerg i Japans vestlige yderkant ligger i byen af samme navn et ældgammelt træhus.

Ejeren har doneret huset til kommunen, som har overdraget det til en gruppe tilflyttere fra storbyen, som bruger det som et slags forsamlingshus for fælles aktiviteter mellem tilflyttere og lokale. Et sted, hvor nye tilflyttere kan føle sig velkomne.

Her er en lille cafe, her er plads til at holde møder og fester, her kan børnene lege med hinanden, her foregår ægteskabsformidling, og her er et kunstnerværksted, hvor kunstnere fra ind- og udland kan få et fristed i kortere eller længere tid.

”Jeg synes, at vi bidrager til at gøre denne her by mere levende og gøre fællesskabet i byen stærkere”, siger Takayuki Nakamura, der kom til Daisen fra Saitama nord for Tokyo for nitten år siden som ung dykker-entusiast, og som nu tjener sine penge ved at dykke efter østers og tang i havet hver morgen. Nakamura er en af ankermændene bag Kizukikai, den gruppe, der driver aktiviteterne i det gamle træhus.

140 tilflyttere fra nær og fjern er siden forsamlingshusets åbning i 2012 blevet sluset ind i det lokale samfund, og 85 procent af dem er blevet boende.

I årevis er folk ellers udelukkende flyttet fra Tottori, Japans i forvejen folkefattigste amt på Japans “bagside” med dets barske, men smukke klima. 39 procent af de 600.000 borgere i amtet er i dag over 65 år gamle.

Men der er immervæk sket noget, siden Shinji Hirai blev valgt som amtsguvernør i 2007. På ti år har han formået at få amtets fødselsrate op fra 1,43 til 1,66. Ikke høj, men en af de højeste i Japan. Antallet af tilflyttere i amtet er firedoblet i samme periode.

Kunsten er enkel. Hirai har målbevidst forgyldt børnefamilier og tilflyttere med gratis børneinstitutioner, kontante tilskud og andre økonomiske fordele. En rundhåndet politik, som han ganske enkelt ikke vil have råd til at fortsætte med, hvis den får større succes, end den allerede har fået.

”Investeringen i gratis dagpleje på landet koster reelt ikke mere end to skatteborgeres årlige skat”, forklarer Shinji Hirai. ”Og det er pengene værd. Bare en eller to unge familier forvandler fuldkommen en landsby i bjergene”.