Thailand indretter sig efter Kinas større indflydelse

Det thailandske militærregime indretter sig dygtigt efter Kinas større økonomiske og militære tilstedeværelse i regionen, akkurat ligesom de andre lande i Sydøstasien gør.

Thailand har for nylig givet ordre på tre kinesiske undervandsbåde, hvor landet ellers tidligere primært har købt militært isenkram i USA og Sverige. Denne omstridte beslutning var emnet for en paneldebat i de udenlandske korrespondenters presseklub i Bangkok, som jeg havde mulighed for at overvære forleden aften.

- Undervandsbådene er simpelt hen et udtryk for Kinas øgede indflydelse i Thailand, sagde professor Paul Chambers fra Naresuan-universitetet, en ekspert i international politik i ASEAN-regionen.

Aftenens fokus var på militært samarbejde og militær samhandel. Paul Chambers vurderede, at bagtanken med købet af de kinesiske undervandsbåde for en del af den thailandske junta har været at sende et signal til USA og Japan om, at de godt må være mere på banen og tilbyde flere gode våbenhandler. Ellers kan man altid få tingene billigere i Kina.

- USA og Japan er selvfølgelig opmærksomme på undervandsbådene og på Kinas øgede indflydelse, sagde professor Chambers som svar på et spørgsmål fra en journalist fra det statslige japanske tv-selskab NHK.

- Japanerne er bekymrede over, at Kina er så involveret i Thailand, og de ønsker at kompensere for det. Japan sender en del militært udstyr til Thailand og planlægger at sende endnu mere, fortsatte han.

Det er mere usikkert, om USA i en tid med den erklæret isolationistiske Donald Trump som præsident er indstillet på at gå ind i rivaliseringen med Kina i regionen for alvor.

Udviklingen har betydet en betydelig vækst i militære investeringer i hele regionen gennem de senere år. I en analyse i Nikkei Asian Review hedder det, at de østasiatiske lande i 2016 brugte 367,7 milliarder dollar (2436 milliarder kroner) på forsvarsudgifter, og at dette tal i de sidste fem år er steget støt med fem-seks procent om året.

LINK

Læs referatet i The Nation af panelmødet forleden aften.

Læs den omtalte Nikkei-analyse om Asiens øgede militærudgifter.