Sydkorea og Japan: En aftale i ruiner

En to år gammel aftale mellem Sydkorea og Japan om de såkaldte trøstekvinder, sexslaver ved fronten under Anden Verdenskrig, har vist sig ikke at være så ”uafvendelig”, som det ellers var skrevet ind i den, at den var.

I går var det præcis to år siden, at Sydkorea og Japan til alles forbløffelse pludselig indgik en ”uafvendelig” aftale om den strid om såkaldte ”trøstekvinder”, tvangsprostituerede unge koreanske kvinder ved de japanske fronter under Anden Verdenskrig, som i årevis har belastet forholdet mellem de to alliancepartnere i Østasien.

Det var meget vigtigt for Japan at få med i aftalen, at den var ”uafvendelig”. Siden har det vist sig, at aftalen helt fra begyndelsen var så skrøbelig, at den har vist sig at være det modsatte og ikke har kunnet gennemføres i praksis.

I den forløbne uge har Sydkorea taget afgørende skridt i retning af enten at ophæve aftalen helt eller kræve den genforhandlet. Hvilket har skabt raseri i Japan, hvor man havde håbet, at aftalen en gang for alle kunne lægge låg på den pinagtige gamle strid.

Ifølge 2015-aftalen skulle Japans premierminister give en officiel undskyldning til de overlevende ofre – en undskyldning, som endte med at blive givet af Japans ambassadør – og Japan ville betale en milliard yen (60 millioner kroner) i kompensation til en fond, der skulle understøtte de overlevende ofre.

Til gengæld skulle Sydkorea i uafvendelighedens navn afholde sig fra nogensinde at tage emnet op igen på regeringsniveau og i internationale forsamlinger, og den sydkoreanske regering skulle lægge pres på en civil gruppe borgere, som har opstillet en lille statue af en trøstekvinde foran Japans ambassade i Seoul, således at statuen ville blive fjernet.

Det sidste er ikke sket. Tværtimod har den slags statuer til minde om trøstekvinderne og deres lidelser siden da skudt op i andre byer i Sydkorea og flere steder ude i verden.

Aftalen blev straks udsat for bitter kritik fra nationalistisk hold i begge lande – men især i Sydkorea. Her blev det kritiseret, at den japanske premierministers undskyldning ikke var oprigtig, når han ikke selv mødte op ansigt til ansigt med ofrene og gav den. Og det blev kritiseret, at undskyldning og erstatning ikke udtrykkeligt placerede det juridiske ansvar for den tvang, trøstekvinderne kom ud for, hos den kejserlige japanske hær og dermed hos den japanske stat. Det har Japan altid forsøgt at undgå.

Siden december 2015 har Sydkorea efter store folkelige demonstrationer fået en ny præsident og en ny regering. Præsident Moon Jae-in lagde allerede under valgkampen i maj luft til aftalen, men ellers har han forsigtigt afventet den rapport fra en arbejdsgruppe, som var nedsat af det sydkoreanske udenrigsministerium, og som blev offentliggjort i denne uge. Efter rapporten har slået fast, at aftalen af den gamle regering blev ”gennemført bag lukkede døre” og ”uden at tage tilstrækkeligt hensyn til ofrenes synspunkter”, har præsidenten åbent udtalt, at den er ”fuld af fejl”.

Det er tydeligt for alle i begge lande, at rapporten er mere eller mindre bestilt som legitimering af, at Sydkorea enten helt opsiger 2015-aftalen eller forlanger den genforhandlet.

Uanset hvad Sydkorea ender med at gøre, er aftalen i sin nuværende form reelt død, og reaktionen fra Japan, som fortsat officielt kræver aftalen gennemført til punkt og prikke, er raseri. En sydkoreansk kovending vil ”ødelægge” forholdet mellem de to lande og ”gøre det umuligt at styre”, som det hed i den første erklæring fra Japans udenrigsminister, Taro Kono.

I Japan er man rasende over, at den sydkoreanske udenrigsminister, Kang Kyung-wha, nu har erkendt, at den tidligere regering samtidig med en officielle 2015-aftale indgik en hemmelig sideaftale med Japan med et løfte om at lægge pres på de civile borgergrupper, der aktivt støtter trøstekvindernes sag, for at få dem til at acceptere aftalen med Japan, fjerne deres statuer og lægge låg på deres internationale propaganda. En sideaftale, som ellers har været åbenlys for de fleste, men som aldrig har været overholdt for alvor fra sydkoreansk side – heller ikke i den gamle regerings tid.

Den japanske regering er også rasende over, at de seneste dages postyr i sydkoreanske medier har afsløret, at der faktisk mellem de to lande i de senere måneder er foregået hemmelige forhandlinger om, hvordan man som pæne alliancepartnere slipper bedst ud af den aktuelle krise. Et raseri, som mest af alt må skyldes, at Japans premierminister, Shinzo Abe, og hans regering frygter reaktionen i Abes eget nationalistiske bagland, som ikke er til sinds at acceptere det mindste kompromis med Sydkorea i striden om trøstekvinder.

Her brød man sig bestemt heller ikke om den oprindelige 2015-aftale, og man har i mange år i strid med mangfoldige vidneudsagn stædigt benægtet, at den japanske hær og den japanske stat havde noget som helst at gøre med rekrutteringen af prostituerede til de japanske soldater ved fronten.

De sociale medier i Japan koger i disse dage over med bitre beskyldninger mod alle koreanere over en kam for at være en forsamling ”løgnere, som ikke holder deres løfter”.

Det er ifølge den konservative avis, Yomiuri Shimbun, der er tæt på Abe-regeringen, sandsynligt, at Shinzo Abe i lyset af den aktuelle udvikling i protest vil blive væk fra åbningen af de olympiske vinterlege om en måneds tid i den sydkoreanske by Pyeongchang.

Yomiuri Shimbun skriver også, at Japan pure vil nægte at genforhandle 2015-aftalen, hvis Sydkorea anmoder om det. Men det er næppe nogen troværdig trussel. Det er kun for at vise, hvor vred man er.

2015-aftalen nåede akkurat at blive to år. I lyset af de seneste dages udvikling må man konstatere, at aftalen reelt er død, hvis ikke den var dødfødt fra starten af. Realiteten er imidlertid, at de to nabolande med en nordkoreansk atomvåbentrussel i baggrunden i den øjeblikkelige situation er piskenødt til at være på talefod.

Den uafvendelige aftale har vist sig at være alt andet end uafvendelig, og mere eller mindre hemmelige forhandlinger om, hvad den skal erstattes med, vil begynde et eller andet sted på et eller andet tidspunkt i det nye år. Det bliver ikke den nemmeste opgave i karrieren for de stakkels diplomater, der kommer til at sidde rundt om det mødebord.

LINK:

Læs gennemgangen i Asia Times af situationen efter den sydkoreanske rapport.