Kun et fåtal flytter hjem til byerne omkring Fukushima-værket

Namie ligner sig selv, som byen har set ud i de sidste syv år. En tilgroet spøgelsesby med faldefærdige og forsømte huse op og ned ad uhyre stille gader.

Alle byens borgere blev evakueret efter ulykken på det nærliggende Fukushima-atomkraftværk i marts 2011, hvor tre reaktorer nedsmeltede.

I over et år har denne evakueringsordre imidlertid været ophævet, men alligevel er kun 500 ud af 21.000 indbyggere flyttet tilbage, primært ældre mennesker. Det svarer til tre procent af byens tidligere befolkning.

Der bliver bygget nyt hist og her. De sorte sække med radioaktivt affald, der i årevis har ligget overalt, bliver kørt væk og oplagret i de kommuner, der ligger allertættest på værket. Enkelte idealister forbereder at åbne restauranter og butikker i byen, og på sådan en lørdag eftermiddag, hvor jeg spadserer rundt i kvarteret omkring Namie Station, afslører spredt vasketøj på de små terrasser rundt omkring, i hvilke huse der trods alt bor nogen.

Men generelt har det vist sig at være gevaldigt op ad bakke at få genoplivet Namie som by – også selv om rådhuset med løntilskud fra staten er begyndt at fungere med 350 ansatte. De allerfleste møder på arbejde udenbys fra.

De unge børnefamilier, der boede i byen, har for længst etableret sig andetsteds. De flytter ikke hjem, dels på grund af forsigtighed over for den ellers meget lave radioaktivitet, der i dag måles i området, men først og fremmest fordi deres børn nu går i skole andre steder i Japan og har fået nye kammerater.

Det paradoksale er, at i en anden af de evakuerede kommuner lidt længere sydpå, Naraha, er man oppe på, at 50 procent af de oprindelige beboere har forladt de midlertidige barakbyggerier og er flyttet hjem, efter evakueringen blev ophævet.

Det genoplivede Naraha er godt nok også et pensionistsamfund – endnu mere, end det var før ulykken i 2011. Men der er man efter tilbageflytningen immervæk blevet mange nok til, at døgnbutikken har åbent hele døgnet, at andre butikker har kunnet genåbne, og at der er flyttet en doktor tilbage til byen. Det bidrager alt sammen til, at der er genopstået et lokalt fællesskab, og det betyder, at andre også får mod på at flytte hjem.

En sådan god cirkel er endnu ikke opstået i Namie og flere andre af byerne i den tidligere evakueringszone, der i sin tid blev etableret i en omkreds på cirka tyve kilometer fra det ødelagte værk.

Når man kører gennem området, må man konstatere, at det er den ret trøstesløse situation i Namie, der er mest typisk, og at det er Naraha, der er en undtagelse. Også i Narahas naboby, Tomioka, hvor man optimistisk har bygget et nyt stort butikscenter, er man indtil videre nede på, at kun tre procent er flyttet hjem.

LINK:

Se mit facebook-opslag med billeder fra Namie, lavet under selve turen den 4.august.