Hvorfor er Japans ungdom blevet så upolitisk?

(Denne forkant blev skrevet for mere end to uger siden. Da den i sin tid skulle udsendes som nyhedsbrev, løb jeg ind i mit første større tekniske problem som udgiver af forkant.nu. Mit webhotel og mit newsletter-plugin-firma havde på samme tid lavet ændringer, som gjorde, at intet fungerede, som det plejede. Denne pinlige pause undskylder jeg dybt, og især undskylder jeg, at jeg har været så længe om at opklare, hvad der var galt. Opklaret er det hele blevet til sidst – med uvurderlig hjælp fra hele Danmarks dialogdesigner, Carsten, som også hjalp mig med opstarten af det hele for godt to år siden. Så nu, kære venner, nu genopstår forkanterne. Og i den anledning lægges denne her forkant ud, så den kan læses af alle.)

Jeg har ofte i forskellige sammenhænge konstateret, at unge japanere ikke interesserer sig for politik og kun i begrænset antal stemmer ved valgene. De færreste under 35 synes, at hele det cirkus med ældre mænd i jakkesæt kommer dem det ringeste ved, og endnu færre har sat sig spor ind i tingene.

Man burde nok vide noget mere om den slags, fniser de, når de bliver spurgt. Men jeg forstår dem godt. Det må være uhyre svært at etablere og fastholde en politisk interesse, når man slet ikke har nogen jævnaldrende at dele den med.

De tilløb til ungdomsaktivisme på universiteterne i stil med tresserne og halvfjerdserne, som med lidt god vilje kom til udtryk under sidste og forrige års protester mod premierminister Abes sikkerhedspolitiske reformer, er uhyggeligt hurtigt løbet ud i sandet. Lederne i den såkaldte SEALD-gruppering er enten blevet trætte af det hele, eller også er de på vej ind i mainstream-politik.

Men hvorfor er det sådan?, spørger en kvik dansk journalist på gennemrejse, som gerne vil citere mig i en Ræson-artikel. Fænomenet med den upolitiske ungdom er vanskeligere at forklare, end det er at beskrive.

Mit forsøg på en forklaring begynder med en konstatering af, at vor tids ungdom er født i firserne og halvfemserne. De er børn af medlemmer af babyboom-generationen, som i sin tid blev født, da det fra begyndelsen af halvtredserne begyndte at gå fremad efter krigen. Deres forældre har med andre ord ikke oplevet krigen, og det har de heller ikke selv.

De unge i byerne – og de er jo langt de fleste – er vokset op i et samfund, hvor der godt nok hele tiden skrives og tales om økonomisk krise, men hvor de hverken har måttet sulte eller for alvor frygte, at der ville blive krig i deres land. Indtil for nylig har det imidlertid været krigstids-generationerne, som har formuleret japansk politik på alle fløje.

Politik har i de unges ører stadig syntes at handle om på den ene side økonomisk overlevelse og på den anden side krig og fred. Det havde ikke ret meget med deres hverdag at gøre.

Samtidig betød den økonomiske krise fra og med halvfemserne, at færre end før fik livstidsstillinger i store firmaer og det offentlige. Blandt mange unge udviklede der sig en trodsagtig holdning, det gik ud på, at så var det også lige meget. Man gad ikke forældrenes – og især fædrenes – rotteræs døgnet rundt. Man ville hellere spille guitar på gadehjørnerne og have deltidsjob i døgnbutikker. Den såkaldte ”freeter”-generation ændrede samfundet, men uden selv at være særligt politiske oven i hovederne.

I dag er der mange sociale problemer med netop den generation, som i halvfemserne og begyndelsen af nullerne aldrig fik fodfæste på arbejdsmarkedet – og enkelte af dem er faktisk begyndt at organisere sig i noget, der ligner politiske bevægelser.

Men næste generation af unge – de, der nu komme ud af gymnasierne – har hos deres ældre fætre og kusiner set, at det ikke altid er så fedt at hutle sig igennem, så for dem er det blevet endnu mere vigtigt at studere hårdt for at bestå de adgangseksamener, der giver dem de bedste muligheder senere i livet. De har af den grund dårligt nok tid til at beskæftige sig med politik, hvis de mod alle odds skulle bære på kimen til en interesse.

Et demokrati kan ikke fungere, hvis vælger-generationerne gradvist uddør. Det etablerede Japan har derfor fra og med i år med føje sat valgretsalderen ned fra 20 til 18 år i et forsøg på at skabe en større politisk interesse og en større politisk viden på et tidligere tidspunkt i de unges liv. Men det sker halvhjertet, og rundt omkring på gymnasierne og universiteterne har man ikke været forberedt på dette skridt.

Hvis nogle unge begynder at skabe aktive politiske grupper og diskutere det ene eller andet aktuelle stridsspørgsmål, bliver disse grupper straks lukket ned af skolernes og universiteternes ledelser. Man har regler til den slags, som stammer fra dengang, man ville Japans tresser-oprør til livs.

Efterkrigstidens japanere er og bliver ikke noget diskuterende folkefærd, og japanske skoleelever og universitetsstuderende opdrages bestemt heller ikke til, at det skal blive anderledes i fremtiden. Der er meget lidt vægt på gruppearbejde og evne til at argumentere i undervisningen. Historie, samfundsfag og jura handler om systemer og arbejdsgange, der læres udenad, akkurat ligesom udenadslære er den dominerende pædagogik i andre fag. Så bliver politik sgu da også kedeligt.

Foto: Sonja Blaschke