En fremtid med to fiskemarkeder i Tokyo

Jeg har forsøgt at finde rede på, hvad det er, Tokyos succes-ombruste borgmester, Yuriko Koike, har besluttet om Tokyos berømte fiskemarkeds fremtid. Hun har på ægte politikermanér forsøgt at gøre alle tilfredse, men ingen fuldkommen tilfredse. Nedenstående er min forståelse af, hvad der har stået i de japanske medier.

Forhistorien er jo, at byens traditionsrige engros-marked i Tsukiji sidste år i november skulle være flyttet til nye og mere tidssvarende anlæg få hundrede meter væk ved det inddæmmede område Toyosu. Man havde faktisk tændt for køleanlæggene, da Yuriko Koike kort efter sin tiltræden sidste sommer besluttede at udskyde flytningen.

Det nye anlæg var bygget på en grund, hvor den tidligere ejer, Tokyo Gas, havde haft en kemisk fabrik liggende. En ekspertkommission havde givet råd om, hvordan man kunne sikre de friske fisk mod den forurenede jord nedenunder, men disse råd havde man af spareårsager ikke fulgt under byggeriet.

Da det gik op for den nye borgmester, tøvede hun ikke med at udskyde hele flytningen med få ugers varsel – til alle involveredes bestyrtelse. Men ude i befolkningen gav det hende et image af at være en handlekraftig dame, og det bidrog til hendes kolossale popularitet, sådan som den kom til udtryk ved det byrådsvalg, der blev afholdt i forgårs, hvor hendes nye parti vandt en overvældende sejr.

Kort inden valgkampen havde hun fremlagt sin komplicerede og sammenflikkede konklusion på mange måneders research-arbejde i begge de to mulige placeringer af fiskemarkedet, Tsukiji og Toyosu.

Mange af os var overraskede over, at hun ikke ventede til efter valget, fordi hun risikerede at miste nogle af de “grønne” stemmer ved at acceptere, at fiskemarkedet i sidste ende flytter alligevel. Men forklaringen er, at hendes koalitionspartner, det buddhistiske Komeito-parti, går ind for en flytning, og hun havde lovet dem en løsning inden valget. Hun kom jo heller ikke just til at mangle stemmer. Hvad hun må have mistet af grønne stemmer, har hun vundet på at endnu en gang at have vist “handlekraft”.

Først og fremmest går hendes løsning ud på, at selve engros-markedet flytter til Toyosu alligevel. Der skal foretages en række ombygninger, hvor et særligt beskyttelsesgulv af beton skal anlægges, en forbedret luftcirkulation skal etableres, og et system til systematisk kontrol af vandkvaliteten skal indføres,og det vil alt sammen tage et års tid ekstra. Men derefter vil flytningen omsider kunne finde sted – til de store fiskehandleres store lettelse.

På den gamle grund i Tsukiji, som kendes af alle Tokyo-turister, vil man først rive de gamle anlæg ned og indrette et såkaldt transportcenter, en udvidet parkeringsplads for 3000 busser og biler, som skal fungere under de olympiske lege i Tokyo i sommeren 2020. Der skal også med stor forsinkelse anlægges et afsnit af en ny ringvej på området, så atleterne kan komme fra den olympiske by i den nærliggende Harumi-bydel til sportsanlæggene rundt omkring i de centrale dele af byen – til de olympiske arrangørers store lettelse.

I hele denne periode vil det gammelkendte “ydre marked” med fiskerestauranter og fiskebutikker blive liggende uden om det område, hvor engros-markedet lå.

Når de olympiske lege er overstået, vil man ifølge Yuriko Koikes plan ikke sælge den gamle Tsukiji-grund til spekulanter, der vil bygge fine ejerlejligheder, for at finansiere gælden på 17-18 milliarder kroner fra de store investeringer i Toyosu, sådan som det oprindeligt var meningen. Nej, man vil udlicitere grunden til private foretagender med den bundne opgave at opbygge en fiske- og fødevare-temapark for at bevare det berømte “Tsukiji-brand”, som Koike siger – og for at bevare så meget som muligt af turismen i området. Til turisme-erhvervets store lettelse.

På mange måder kan man sige, at det gamle fiskemarked i nogle af døgnets timer på godt og ondt har været en kaotisk blanding af et enormt kommercielt marked og en turistattraktion, og at man nu tilsyneladende med føje skiller de to funktioner ad. Det vil mange af de travle ansatte på deres gaffeltrucks helt sikkert blive meget glade for. De er bestemt ikke begejstrede for de mange turister.

Men her er det så, at Koike også siger, at man “om fem år” af hensyn til atmosfæren og autenticiteten også vil flytte en del af selve markedsfunktionen tilbage til Tsukiji, og at man vil forsøge at stimulere diverse mellemhandlere til at flytte tilbage. Denne del af planen har mystificeret mange af dem, den handler om. Hvem skal flytte – og hvem skal blive i Toyosu? Og skal der i fremtiden køre en masse små lastbiler, lastet med fisk, frem og tilbage mellem Toyosu og Tsukiji?

Vi får se, hvordan det udvikler sig. Jeg håber, at ovenstående gennemgang kan opklare noget af forvirringen omkring, hvad der egentlig er besluttet. Jeg er i hvert fald selv blevet klogere af at lave den.