Eks-spion: Bortførte japanere er Nordkoreas spioner

Flere af de japanere, som blev bortført til Nordkorea i 70′erne og 80′erne, er stadig i live. Men de arbejder som spioner for Nordkorea og vil aldrig kunne vende hjem til Japan. De ved alt for meget.

Derfor det også et stort spil for galleriet, når Nordkorea lader, som om landet forhandler med Japan om en ny efterforskning af de bortførtes skæbne i Nordkorea og deres mulige tilbagevenden til Japan. Selvfølgelig ved landets regime ganske udmærket, hvor hver enkelt af de overlevende japanere befinder sig, og hvad de har foretaget sig i alle disse år.

Det sagde den afhoppede nordkoreanske spion, “Mr.K”, i dag ved en pressekonference her på den udenlandske presseklub i Tokyo.

- Nordkoreas regering løj, da den ( ved det japansk-nordkoreanske topmøde i 2002, red) fremlagde en rapport om, at flere af de bortførte er døde. Den bruger disse japanske borgere som sine egne spioner, fortalte han.

Han erindrede derudover, at der havde været to-tre japanske undervisere på den centrale nordkoreanske spionskole, da han gik på skolen som ganske ung mand. Deres opgave var at forberede nordkoreanske spioner, som skulle sendes afsted på missioner i Japan.

- Netop fordi de bortførste japanere har arbejdet som spioner og lærere for andre spioner, har Nordkorea ingen intentioner om at lade dem vende hjem, sagde Mr. K. Det ville ramme regimet.

LINK:

Her vil jeg i morgen lægge et link til en video med hele pressekonferencen. Blot find denne her forkant på www.forkant.nu

Se facebook-siden for min bog, “Bortført i København#, som udkom i 2011 og handler om en af de bortførte japanere og hendes bortførere.

(Mit foto ovenfor viser med vilje tilhørerne, men ikke Mr. K og pressekonferencens øvrige panel. Mr. K vil nødigt have sit virkelige navn og ansigt ud til offentligheden.)