Ældre japanere på landet får deres indkøb med rutebilen

”Indkøbsflygtninge” er et nyt begreb i den japanske debat.

Ældre mennesker ude på landet, som ikke har nogen bil, og som bor mere end en halv kilometer fra den nærmeste dagligvarebutik med friske varer. Der er næsten seks millioner af dem i dag i Japan, hvis man sætter grænsen for at være ældre ved 65 år.

I den del af året, hvor vejret er hårdt ved de japanere, der bor ”ude i bjergene”, som man siger om dem, der bor på landet, kan mange af disse indkøbsflygtninge simpelt hen ikke få fyldt køleskabet op.

De kan ikke gøre det selv, deres naboer er i samme situation, og deres børn og børnebørn bor og arbejder langt væk i storbyen.

Men der er en løsning lige ved gadedøren. Hver dag kører kommunale rutebiler gennem Japans bjerglandsbyer med næsten ingen passagerer, hvor private busselskaber for længst har givet op. De kunne gøre lidt mere nytte for skattepengene, hvis de ifølge de ældres telefoniske ordrer kunne levere friske varer fra supermarkedet til stoppestederne langs ruten.

Det har de hidtil ikke måttet på grund af offentlige regulativer, som er beregnet på at forhindre offentlige busselskaber i at konkurrere med private transportfirmaer i de store byer, men som slet ikke giver mening i de små samfund på bjergsiderne.

De regler skal laves om, har den japanske regering nu besluttet, således at de ældre i fremtiden kan få deres grøntsager og tofu leveret med rutebilen – eller måske ligefrem med kommunalt betalte taxaer, hvor der ikke er nogen rutebil.

LINK:

Se avisen Yomiuri Shimbuns nyhed om regeringens lempelser fra i går.